JBL Paragon var den ultimative højttaler til at imponere naboerne i Beverly Hills i 1950’erne og 60’erne. Og den spillede i stereo!
Når det gælder vintage-højttalere, er JBL blandt de mest eftertragtede mærker. Og ingen JBL-højttaler er så legendarisk og genkendelig som JBL D44000 Paragon. Den 270 cm brede højttaler ligner en skænk, men bag finéren i ædeltræ gemmer der sig et trevejs hornsystem i stereo. Faktisk var JBL Paragon det første kommercielle stereohøjttalersystem til hjemmebrug. Den var også ved sin lancering verdens dyreste højttaler!
I Danmark kostede en JBL Paragon 43.885 kroner i 1975. Eller omkring en årsløn efter skat for en faglært arbejder.
Med en Paragon i stuen havde man en sikker samtalestarter, når vennerne fra det bedre borgerskab kom til cocktailparty. Designet var banebrydende – og lyden i endnu højere grad. Den gigantiske højttaler kunne reproducere lyden af et bigband eller et klassisk orkester ved naturlig styrke. Og takket være den nymodens stereoteknik var det – næsten – som at have orkesteret til at optræde i stuen.